Hør
suset fra oven, hør vinden i skoven
duerne
kurrer og ræven tygger drøv hør
åen for neden, der sløvt plumrer heden lyt,
småfugle skraber i skovbundens løv I
hele mit liv har jeg knoklet og slidt og spinket og sparet, gjort penge af skidt og
nu er det endelig, endelig mit. Her
er jeg herre, her vil jeg være og
aldrig en sjæl skal forstyrre min fred. Alt
betalt, hver en gren, alt er mit, hver en sten og
ingen, ingen vil jeg dele det med Mi…
(han
fik et træ i hovedet) Der ligger du bly med næsen i sky
du
døde i største elendelighed
alt
hvad du har skabt gik pludselig tabt
og
dog, der er stadig spor af din flid:
Min
bøjede ryg, som aldrig bliver´ ret min
furede pande, der aldrig bliver´ glat er
vidnesbyrd om din kamp for skov og krat. Hør
åen for neden, der sløvt plumrer heden så´n
har den plumret i tusinde år
Hør
vinden for oven, der suser i skoven suset
fra oven, der aldrig forgår
Skønt
det hele er både købt og betalt blev
det aldrig dit, hverken helt eller halvt du
lånte det bare indtil du faldt. Se
bladene falder fra træernes top
Snart
dækker de helt din livløse krop. Og
når mulddyr og orme engang får spist op Kommer
du atter til live i spire og knop. Så
farvel kammerat og hvil nu i fred fra
jorden du kom, til jorden du skred Og
fra jorden skal du atter en dag opstå.
|